Det skånska kriget - ett nationellt krig?

Centrum för Danmarksstudier kommer att stå som värd för en del av uppmärksammandet kring 350-årsminnet av Skånelands övergång till Sverige 1658. Det börjar i huvudsak nu på lördag den 1 mars.

Centret har dels fått kritik för onödigt fokus på stora nationalstater som möts i Öresund snarare än att ha ett regionalt kulturellt perspektiv. Dels har centret fått kritik för att vara överdrivet kritisk mot måttliga mängder av resonerande politisk regionalism, samtidigt som man inte gör någon analys eller ens enkel konstaterande jämförelse med de existerande nationalsstaternas extrema nationalism av idag.

När centret arrangerar föredrag om Roskildefreden 1658, så är föredragshållarna historiker Harald Gustafsson, entolog Fredrik Nilsson, historiker Fredrik Persson och historiker Hanne Sanders. Förvånande nog får teol. dr och kyrkoherde Stig Alenäs vara med i den samlingen.

Søren Madsen, vice ordförande i Foreningen Skånsk Fremtid, skrev för tre år sedan en utmärkt artikel som bl a publicerades Weekendavisen 8-14 juli 2005. Den är inte minst intressant med tanke på Harald Gustafssons motvilja mot att använda termerna "etnisk rensning" och "försvenskning" i sin artikel i Svenska Dagbladet "Att göra svenskar av skåningar" (2008-02-26). Jag har fått Sørens tillstånd att publicera hans artikel här:


Den Skånske Krig var national

Hanne Sanders – leder af Centrum för Danmarksstudier på Lund Universitet – fik i Weekendavisen i fredags publiceret en artikel om Skånes overgang til Sverige.

Hun fandt det problematisk at beskrive 1600-tallets dansk-svenske konflikter i etnisk-nationale termer.

Hendes hovedpåstand kan sammenfattes i blot et enkelt citat: ”Den etniske tankegang fandtes i Skåne, men den var ikke styrende for menneskers tanker og handlinger”.

Men der findes konkrete kilder, der viser, at den faktisk var styrende.

Tag blot Skånske Krig 1676-79, hvor de dansk-svenske modsætninger var skarpest. I en indberetning fra 1676 skrev en dansk ridefoged om den kompromisløse kampvilje hos de indfødte danskere i Blegind: ”De agter nu ikke ret, hvad de gør, særdeles over for dem, som er af svensk nation; være sig borger eller bonde, så enten skyder de ham eller stikker ham ihjel med deres lange knive. Ihvorvel jeg mange gange har ladet læse ordrer [om skånsomhed] på prækestolene, så svarer bonden, at det er ikke kongens ord, uden de siger, vil have alle svenske ud af landet.”

Hertil kommer, at der under krigen blev oprettet såkaldte friskyttekompagnier. Friskytterne var frivillige østdanske mænd – fortrinsvis bønder – som var usædvanlig hårdkogte og stålsatte i deres modstand mod det svenske regime.

Friskytterne fik kongeligt dansk fuldmagt til at "forfølge alle svenske inføde eller betiente och svensk gesinte undersaatter i Skaane, som derris næste och oss tro værende bønder och indbyggere søger i saa maade at forrede och at forderfve...".

Og at man ikke kun havde en klar opfattelse af hvem fjenden var, men også hvem man selv var, er friskyttekaptajn Niels Tommesen Tidemans trusselsbrev til den svenske svenske kommandant i Engelholm 1678 et eksempel på. Han forsikrede kommandanten, at selvom enkelte af hans folk havde overgivet sig, ville hans skarer af friskytter fortsætte med at vokse, thi "...friskytterne, er nu 3-dobbelt, og håbes til hver dag at blive stærkere, så længe, som her er friske folk udi lande, som haver endnu dansk blod udi sit liv."

Det undrer mig også, at Sanders ikke vil acceptere begrebet forsvenskning. Selvom begrebet ikke eksplicit nævnes i 1600-tallet, så var det jo det, som var svenskernes formål. Klarest udtrykt sker det i kong Karl XI’s proklamation fra 1678: ” ...att uti allt emellan våre svenske och besagda länder den uniformiteten och likheten måtte blive introducerad, genom vilken med tiden invånerna och undersåterna uti desse måtte vinnas till de svenske ifrån de danskes seder och skick och således med tiden komma till att förlora hågen till Danmark, vilken eljest otvivelaktigt hos dem förblivandes varder eftersom likmäktigheten i ceremonier, konstitutioner, seder och språk gemüterne sinsemellan ofelbart plägar sammanhålla.”

Den umiddelbart moderate, men i virkeligheden særdeles durkdrevne, svenske guvernør i de erobrede danske landskaber, Rutger v. Ascheberg skrev i 1693 en embedsberettelse om tilstanden i sit område siden overgangen til Sverige. Om stemningen da Skånske Krig begyndte, skrev han: ”...dhe svenske hölle dhem för ett fremmat folck och ville intet låtha dhem med sig utj dhet svänska nampnet participera uthan kallade dhem danske och juthar eller i Bohuus lähn norbaggar; sielfve kallade dhe sig ochså danske och inbillade sig, att dhe äntel. måste komma till sitt corpus igen.” og han brugte tillige ordet ”dansk-sinnade” til at beskrive befolkningens sindelag.

Hvad angår spørgsmålet om etnisk udrensning, som Sanders blank afviser, så kommer Ascheberg senere i sin beretning ind på nogle af de uhyggelige tanker, som fandtes hos visse svenskere, vedrørende den endelige løsning på det danske problem i Skåne, Halland og Blegind: ”...hvarföre de föle på dhe tanckar, att dhet vore rådeligast, det man dhe gambla jnbyggare på hvariehanda sätt uthrootade och heller äga ett öde land än med så många malcontanter uppfyllt, till des man effter handen med nya jnbyggiare uppe ifrån landet igen populera kunde,”

Vi kan kun glæde os over, at disse tanker ikke blev realiseret, for ellers ville der i dag ikke have fandtes skåninger (defineret som efterkommere af den oprindelige danske befolkning i Skåne) og dermed ingen skånsk bevægelse. Men som man kan se var tanken om etnisk udrensning ikke fjern.

Dog gennemførte svenskerne en anden og ligeså nationalt motiveret udrensning i lille målestok, som var af afgørende betydning. Den gamle danske adel, byernes danske ledelse og de danske præster, blev i løbet af en årrække byttet ud med ”infödde suenske”, hvilket var en helt bevidst politik. Et folk kan nemlig bedst kues, hvis det ikke får mulighed for at have eller udvikle en øvrighed til at lede en sindelagskamp.

Centrum för Danmarksstudier på Lund Universitet, der blev oprettet i 2005, burde egentlig være selvskrevet til at tage fat på alle relevante problemstillinger i de gamle østdanske landskabers fortid og nutid.

Men jeg har fulgt dette mærkelige centrums virke tæt siden dets dannelse, og ærlig talt virker det mere optaget af dels at bekæmpe skånske selvstyrebestræbelser og historiebevidsthed, dels at deltage i den danske kulturkamp på den anti-kulturkonservative fløj, end at beskæftige sig objektivt med dansk historie og samfundsforhold.